• kontakt@jobsam.dk
  • Cookies- og Privatlivspolitik

Vejledning til jobansøgning

Opbygning af jobansøgning

En ansøgning handler om at vække interesse hos arbejdsgiveren. Start derfor med det vigtigste først, så viser du, du har forstået hvad virksomheden søger efter.

Derudover skal din jobansøgning være overskuelig opstillet, struktureret og i et pænt layout. Opdel gerne ansøgningen i mindre afsnit, da det gør læsningen mere behagelig for øjnene. Brug gerne underoverskrifter med fed skrift og argumenter og citater med kursiv. Fremhævet tekst og citater er noget arbejdsgiveren bedre kan huske.

En jobansøgning kan med fordel inddeles i følgende hovedpunkter.

  1. Overskrift
  2. Indledning
  3. Kompetencer
  4. Afslutning

Overskrift

En arbejdsgiver kan modtage mange jobansøgninger til et job, derfor er det vigtigt at skille sig ud. En fængende og personlig overskrift kan være lige det, der fanger opmærksomheden på netop din ansøgning.

En god overskrift kan også fremhæve en kompetence, en kvalifikation, holdning eller en personlighed, som selvfølgelig er relevant for stillingen. Skab interesse om dig selv og skil dig positivt ud.

Overdriv ikke - overskriften skal passe til dig som person og noget som du kan stå inde for. Det kan blive lige frisk nok med "I vil være verdens bedste - det vil jeg også!"

Eksempler på overskrifter:
- Engageret og motiveret lønkonsulent - der finder løsningerne
- Farveglad malersvend klar til at starte i morgen
- Talknuser og excelhaj med 15 års erfaring

Overskriften skal selvfølgelig passe til dig og ikke mindst virksomheden. Din research om virksomheden, har måske fortalt dig lidt om deres værdier og kulturen.

Den klassiske og mest kedelige overskrift er "Vedrørende stillingen som salgsassistent…" så lad være med at bruge den, hvis du vil skille dig ud - vær kreativ.

Indledning

En indledning må gerne være mere spændende end "Mit navn er Hans, jeg kommer oprindelig fra Odense, men bor nu i Aabenraa. Jeg er gift med Lone og har 2 voksne børn."

Arbejdsgiveren skal have lyst til at læse mere. "I min funktion som analytiker, har jeg optimeret arbejdsprocesser og fundet besparelser for over 3 mio. " Arbejdsgiveren kan ikke andet end at blive nysgerrig.

Start derfor med at skrive om, hvorfor du søger stillingen. Hvorfor passer virksomheden og dig så godt sammen? Det skal helst kunne fange arbejdsgiveren og give lyst til at læse mere. Her kan du også nævne hvad motiverer dig til at søge stillingen. Der må gerne være sammenhæng mellem din overskrift og din indledning.

Du behøver ikke indlede med, at du er interesseret i jobbet. Det burde være indlysende, da du har sendt en ansøgning. Mange arbejdsgivere skimmer kun ansøgningen kort igennem på 30 sek, derfor er det vigtig du fanger deres interesse fra starten.

Prøv at overveje hvad motiverer dig?
- Opgaverne i virksomheden?
- Branchen?
- Virksomhedens kunder eller produkter?
- Virksomheden som helhed?

Fremhæv din motivation, så modtageren læser videre og du kommer i Ja bunken.

Undgå at bruge nogle af de meste brugte indledninger til en jobansøgning:
- Jeg tillader mig hermed at søge stillingen som salgsassistent...
- Vedrørende ansøgning om stillingen som salgsassistent i...
- Jeg søger stillingen fordi det lyder spændende og passer perfekt til mine kompetencer...

Kompetencer

Beskriv dine kompetencer og hvad du er god til. Her er det vigtigt at du sammenholder dine kompetencer og hvilke kvalifikationer, med det som virksomheden leder efter. Læs evt. stillingsopslaget igennem igen og sørg for, at du konkret beskriver, hvad du kan bidrage med.

Fortæl gerne hvordan du vil løse nogle af virksomhedens arbejdsopgaver - kom gerne med konkrete eksempler. Du kan også beskrive nogle eksempler på, hvordan du har løst lignende problemstillinger, fra en tidligere arbejdsgiver, fra uddannelse eller ved frivilligt arbejde. På denne måde dokumenterer du dine faglige kompetencer.

Fremhæv positivt de af virksomhedens krav og ønsker du kan opfylde. Undlad at skrive om hvad du ikke kan.

Beskriv kun relevant arbejdserfaring - du behøver ikke nævne, at du gik med aviser i 7. klasse eller var opvasker ved Børges Bageri, når du søger stillingen som salgsansvarlig for en designvirksomhed.

En jobansøgning er om fremtiden - et CV er om fortiden. Det er unødvendigt for arbejdsgiveren at sidde med to ens dokumenter. Dit CV omhandler fortiden, mens din ansøgning skal beskrive hvordan du kan gøre en forskel i fremtiden.

Her eller til sidst kan du også nævne nogle af dine bedste personlige kompetencer. Hvordan er du som person, hvordan har du det med gruppearbejde, er du bedst i større teams osv. Fremhæv nogle af de personlige evner.

Afslutning

Afrundingen på din ansøgning skal afslutte din ansøgning på en god måde. Du kan forsøge at kæde hele ansøgningen sammen, så overskrift, indledning og kompetencer bliver forbundet.

Mange afslutter med at skrive "Referencer kan fremsendes ved forespørgsel". Dette kan vise åbenhed overfor reference indhentelse. Overvej grundigt hvem du skriver som reference og husk at informere personer om brugen af deres navn. Dette kunne dog nævnes i dit CV.

Her kan du selvfølgelig også vise du forventer en fremtidig jobsamtale - så du fokuserer på at arbejdsgiveren vælger dig, fremfor andre.

Fik du det vigtigste med? Hvad er det vigtigste arbejdsgiver skal vide om dig? Det kunne være om din uddannelse, joberfaring eller din personlighed. Tænk på at modtageren ikke kender dig. Har du husket at få den ønskede information med i ansøgningen? Læs din ansøgning igennem igen.

Afslutningen skal efterlade arbejdsgiver med et godt indtryk af dig, med en rød tråd og forhåbentlig føre dig til det næste skidt - jobsamtalen.