• kontakt@jobsam.dk
  • Cookies- og Privatlivspolitik

Ansæt den rigtige medarbejder


Den rigtige medarbejder

At ansætte den rigtige medarbejder er nemmere sagt end gjort. At finde den helt rigtige medarbejder tager tid, men det tager endnu længere tid, hvis du finder den forkerte, da du skal til at starte forfra. Derudover kan det være dyrt at ansætte den forkerte medarbejder. Du skal igennem hele rekrutteringsprocessen igen, og:

- du skal bruge penge på annoncering igen,
- du skal bruge tid på ansættelsessamtaler igen,
- du kan være underbemandet i en længere periode,
- du bruger din egen tid på andet end din kerneforretning.

Hvilke kompetencer er vigtigst?

Faglige kompetencer er vigtige, men de personlige egenskaber er en nødvendighed for, at ansættelsesforholdet skal kunne lykkes. Alle medarbejdere skal kunne arbejde sammen med hinanden.

Mange HR-eksperter mener, at personlighed og de menneskelige værdier er de vigtigste faktorer, når det gælder ansættelse af nye medarbejdere. Medarbejderen skal matche med virksomhedens værdier og kultur. Erhvervserfaring og uddannelse kan være et stort plus, men hvis medarbejderen ikke passer ind i virksomheden, kan det være lige meget.

"Du kan ikke ansætte en bogholder, der kan bogføre, og lære personen at være positiv" men "Du kan ansætte en positiv bogholder og lære personen at bogføre." Man kan lære mange ting, men de menneskelige værdier kan være svære at ændre på.

Faglige kompetencer, som du bør overveje for en ny medarbejder:

  •    Hvilke uddannelsesmæssige baggrunde skal medarbejderen have?
  •    Hvilken erhvervserfaring er vigtigst/optimal for en kommende medarbejder?
  •    Hvilke arbejdsopgaver skal medarbejderen løse?
  •    Hvilke kompetencer er vigtigst for at kunne løse opgaverne i fremtiden?

Hvilke personlige egenskaber du bør overveje for en ny medarbejder:

  •    Hvilke personlige egenskaber passer bedst til jeres virksomhed?
  •    Skal medarbejderen kunne samarbejde eller arbejde selvstændigt?
  •    Hvad er de vigtigste kulturelle værdier i jeres virksomhed?
  •    Hvordan er virksomhedens kultur og stemningen i hverdagen?

Virksomhedskultur

Det kan være svært at definere en virksomhedskultur, da det ikke er noget, man tænker over i hverdagen. Men virksomhedskulturen er meget afgørende for, om en ny medarbejder passer ind og bliver i virksomheden. Hvis du udskifter medarbejdere ofte, er det både dårligt for din økonomi, men også for arbejdsmiljøet for dine nuværende medarbejdere.

Mange fejlrekrutteringer skyldes ikke altid manglende faglige kompetencer, men at medarbejderen ikke passede til virksomheden. En fejlansættelse kan også skyldes, at forventningerne til jobbet ikke passede sammen med den nye medarbejder.

Jo mere du kan definere din virksomheds kultur og værdier, jo bedre kan du kigge efter lignende værdier i rekrutteringsprocessen. Derfor er det en god ide at definere, hvad du ønsker hos en kommende medarbejder, og så fokusere på at spotte dette under gennemlæsning af ansøgninger og ved samtaler. Det giver ligeledes mere kvalificerede ansøgninger, hvis ansøgerne kan se klart, hvad virksomheden søger, og hvilken profil og hvilke værdier i værdsætter.

Det er også vigtigt at være ærlig i hele jobprocessen, lige fra jobannoncen til ansættelsessamtalen. Lover du guld og grønne skove for at få den dygtigste medarbejder, kan det koste i den sidste ende, hvis medarbejderen ikke passer til virksomheden.